Åndsvidenskaben taler om karma. Kirken taler om barmhjertighed og tilgivelse. Der er derfor god grund til at se nærmere på disse begreber.
Vi må forstå, at karma ikke er en kraft, der straffer eller knuser, men en naturlig tilstand, som konstant virker og har uundgåelige konsekvenser.
Karma definition(Sanskrit). Karma stammer fra roden ”kri”, der betyder ”at gøre”, ”at udføre” eller ”at handle”. At handle vil sige årsagerne til og konsekvenserne af handlingen – dvs. den, der skaber forandringer. Normalt oversættes karma med ”handling”; al handling er årsagsskabende og ikke-handling betragtes også som handling.
Kunstige (konstgjorda) love er foranderlige. De mennesker, der vedtager dem, kan ændre eller tilbagekalde dem. Naturlove er evige, uforanderlige og ufravigelige. De er en del af selve naturens væsen.
Kunstige love er lokale, mens naturlove er universelle.
Hvad forstår man ved en naturlov? Når man taler om en naturlov, taler man om en uforanderlig rækkefølge af virkninger. En naturlov er ikke en befaling. Den siger ikke “det må man gøre” eller “det må man ikke gøre”. En naturlov viser de betingelser, som gør det muligt at opnå noget eller undgå noget.
Naturlovene er kun tvingende i den forstand, at man ikke kan undgå virkningerne af dem.
Karmaloven er en naturlov i ordets fulde betydning. Karma er selve det universelle årsagsprincip − loven om årsag og virkning. Enhver tanke, følelse og fysisk handling skaber en reaktion, der svarer til den impuls, der er udsendt. Det er imidlertid i højere grad motivet og intentionen bag en handling, der skaber en reaktion, end selve handlingen. Derfor skaber et ubevidst barn som eksempel stort set ingen karmiske virkninger af sine handlinger.
I mineralriget, planteriget og dyreriget er udviklingen underkastet nødvendighed eller tvang. Mineralets atomer tvinges til at indgå bestemte forbindelser og undgå andre. Planternes vågnende bevidsthed tvinges til at udvikle sig i overensstemmelse med bestemte typer. Dyrenes instinktive bevidsthed tvinger dem til bestemte handlinger. I de lavere naturriger siger Universets lov “du skal”.
I menneskeriget er der en relativ valgfrihed, her siger loven “du bør”. Menneskets selvbevidsthed har evnen til at sige “jeg vil” eller “jeg vil ikke”. Derfor har mennesket også mulighed for at overtræde nogle love og dermed sætte sin egen vilje op imod naturens love og derved skabe ubalance. Disse ubalancer vil naturlovene altid forsøge at udligne ved en modsatrettet reaktion. Karmaloven er en kompensationslov.
Mennesker oplever modstand og lidelse, når naturlovene trodses – uanset om det sker bevidst eller ubevidst. I udviklingens lange løb lærer mennesket at forstå, respektere og bruge naturlovene til gavn for sig selv og for helheden.
Ifølge RC-traditionen er Karmaloven upersonlig i den forstand, at den gælder for alle mennesker. Virkningerne af den handling, der har skabt ubalance, kan kun genoprettes ved udvikling af sjælspersonen, så fejlagtige handlinger ikke gentages.
Et brud på en naturlov straffes ikke, men det har en uundgåelig konsekvens.
Et eksempel: Stigen og tyngdeloven
Hvis man falder ned fra en stige, bryder man ikke tyngdeloven. Man respekterede den bare ikke, og virkningen er uundgåelig. Faldet mod jorden medfører en oplevelse af smerte og giver en påmindelse om lovens ukrænkelighed. Lidelse giver viden om naturlovene. Hver lidelse giver viden om en naturlov, og denne viden sætter mennesket i stand til at styre i den rigtige retning for hurtigst muligt at nå sit mål.
Ifølge RC-traditionen eksisterer der både individuel og kollektiv karma, der griber ind i det enkelte menneskes liv. Ethvert menneske udvikler sig i et samspil med sine medmennesker. Derfor kan man ikke isolere et menneskes liv fra det omgivende samfund. Det gør det vanskeligt at forholde sig til spørgsmålet om individuel karma. De mennesker, der ikke afhjælper andres nød, når de ser den, møder konsekvenserne af deres adfærd.
Tilgivelse er ikke overbærenhed (överseende). Når man tilgiver, skal man altså ikke bære over med andre. Det er det samme som at dømme dem. Man skal i stedet tilgive sig selv, fordi man har dømt eller været vred på sine medmennesker. Tilgivelse er en genoprettelse af det harmoniske forhold. Det er derfor forkert at tro, at tilgivelse ophæver de lovmæssige følger af egne lovovertrædelser. Tilgivelsen fjerner udelukkende den indre ufred og disharmoni, som synden/overtrædelsen har skabt.
Hvis man kaster en sten i stillestående vand, sættes vandet i bevægelse. Det siger loven om aktion og reaktion, og virkeligheden bekræfter dette. Jo større sten, jo større bevægelse. Men strømhvirvlerne er ikke begrænset til overfladen. Usynligt under overfladen i alle retninger – udad og nedad – skubber den ene dråbe til den anden indtil kraften når ud til siderne og ned til bunden. Luften ovenover bliver også sat i bevægelse fra det ene lag til det andet. Impulsen er sendt ud, og den kan ikke kaldes tilbage. Således er det også med menneskelige handlinger, og tilgivelse kan ikke spole filmen tilbage og få stenen op af vandet igen.
Karmaloven står ikke i vejen for barmhjertighed. Det er en påstand, man ofte hører (menneskene er selv skyld i deres sult og nød). Karmaloven skaber netop mulighed for at vise barmhjertighed og yde hjælp til medmennesker, der befinder sig i en vanskelig karmisk situation. Det er udelukkende mennesket og dets valg, der står i vejen for barmhjertigheden.
Barmhjertighed i denne forstand er en moralsk pligt. Barmhjertighed som uselvisk handling giver ingen ”opsparring på karmakontoen”, men bidrager til udviklingen af din egen sjælsperson.
En aften da Huxley og Jung gik aftentur i Wien, gik de over en bro, hvor en ung kvinde sprang i floden, for at tage livet af sig. Huxley sprang straks efter hende og reddede hendes liv. Jung spurgte efterfølgende: ”Hvorfor reddede du hende, det var vel hendes Karma, at hun skulle dø”. Huxley svarede: ”Måske var det kun meningen, at hendes kjole skulle blive våd”.
Denne lille anekdote viser hvor svært det kan være, at vurdere hvilke karmiske aspekter der kan være i en handling.
Platon betonede karmatanken i sit værk Staten:
”Godheden er sin egen herre – alt efter om den æres eller vrages, skal man få mere eller mindre af den. Skylden bærer den, som har valgt: Uskyldig er Gud”.
Frater John Bent
