A.M.O.R.C. er en initiatorisk orden, hvilket betyder at den er inddelt i forskellige grader. For at passere fra den ene grad til den næste skal man indvies i graden, og det kan kun foregå i kronologisk rækkefølge. I Rosenkors-Ordenen A.M.O.R.C. kan indvielserne for de fleste graders vedkommende foregå både hjemme og i Templet på Rösan, hvor den Skandinaviske Storloge har hovedsæde. Begge former for indvielser er fortrolige, ligesom den lære, der formidles, er fortroligt.
Et opslag i våres Facebook gruppe omtalte, at der skulle til at ske indvielser i nogle af de højere Tempelgrader i Templet ved Rösan. Jeg var en af de privilegerede Initianter. Som det fremgår af Ordenens hjemmesider (se link nedenfor), er der 9 Tempelgrader, inden studierne fortsætter i de Højere Grader. At vi blev indviet i 8. og 9. Tempelgrad var derfor afslutningen på Indvielserne i Tempelgraderne, og gav særligt anledning til et eftertænksomt tilbageblik over graderne, årene og Indvielserne.
Jeg blev Indviet i Første Tempelgrad i 2009, og var ikke fri for at være en kende beklemt. Det føltes som et stort skridt at tage, særligt fordi det var et skridt ind i det ukendte, og jeg ikke havde kontrol over hvad der skulle ske. Min eneste trøst var, at alle Officererne i Templet havde gennemgået det samme, og de så glade, raske og forventningsfulde ud. På det tidspunkt kendte jeg ikke rigtig andre Rosenkorsere, da jeg ikke kom i en enhed og kun havde været på Rösan én gang.
Indvielsen var en meget stor oplevelse, og åbnede døre til indtryk og impulser jeg ikke før havde kendt. Og det blev en rig lejlighed til at studere hvordan ritualer og symboler taler til det i os, som ordene ikke kan nå.
Jeg blev meget berørt, og satte mig for at følge studierne i højeste hastighed, og tage indvielserne i hurtigst muligt tempo. Under et andet besøg på Rösan fik jeg imidlertid en mystisk drøm: jeg drømte at jeg havde en lystbådehavn fuld af sejlskibe, som jeg udmærket vidste hver især repræsenterede en Tempelgrad. Skibene havde kæmpestore sejl og bittesmå køle, og så lå de meget tæt. Som jeg i drømmen iagttog min havn med skibene i, stod det mig klart, at de ikke stak dybt nok i vandet i forhold til sejlets størrelse og at de lå alt for tæt, så de ville kæntre som dominobrikker ved den mindste vind. Da jeg vågnede var jeg straks klar over, at betydningen af min drøm var, at mine Grader lå for tæt, så studiehastigheden var for høj, var for intellektuel og ikke tilstrækkeligt funderet i min (under)bevidsthed – dvs. ikke dybt nok integreret i min erfarings- og bevidstverden. Efter den drøm var det en given sag at sætte farten ned, og i stedet følge instrukserne fra min Indre Mester om, i hvilket tempo jeg skulle studere graderne og hvordan jeg skulle tilegne mig stoffet på et dybere plan.
Min vej på Rosenkors-stien har derfor slået sving og taget pauser ved særlige udsigtspunkter, og det har taget mig en årrække at nå til det nuværende sted i studier og Indvielser. Jeg er i årenes løb sprunget over muligheder for indvielserne og har afventet, at de er blevet udbudt senere. Dermed har jeg fulgtes med forskellige ”kuld” af Initianter, og lært mange andre Rosenkorsere fra Skandinavien at kende. Dem, jeg blev indviet med denne gang, har jeg selv været Gradsvidne for, da de modtog deres første Indvielse i Templet.
Da jeg for 3 uger siden stod ved indvielsen til sidste Tempelgrad, var det tydeligt hvor klar en sammenhæng der er mellem alle graderne, og hvor smukt de er knyttet sammen. I starten af mit medlemskab var jeg utålmodig og syntes der var ”langt mellem snapsene” – at den viden, der blev præsenteret i Mandamus og Monografierne var noget jeg vidste i forvejen og at medlemskabet af A.M.O.R.C. ikke berigede mig. Jeg valgte alligevel at holde fast i mit medlemskab, og kan nu se tilbage på at med små dryp, uge for uge, have fået åbenbaret sammenhænge og viden, som jeg ikke kendte i forvejen, men som oftest har forekommet indlysende og naturlig – og dog alligevel umulig at regne ud selv på forhånd. Der har også været emner og synspunkter, jeg ikke har været umiddelbar overens med, men med den tankefrihed, der hyldes og praktiseres i Rosenkors-Ordenen A.M.O.R.C. har det været uproblematisk for både Ordenen eller mig, at jeg ikke var enig i eller samstemt med al viden, jeg fik præsenteret.
Tilbageblikket ved 9. Tempelgradsindvielse viser at vejen, der er tilbagelagt, er lang, smuk og omfattende, og giver adgang til en ontologi, som jeg i hverdagssprog vil kalde humanistisk, mystisk og ædel.
Tilbageblikket pegede også i en anden retning: at vejen er tilbagelagt i et stadig mere omfattende fællesskab med åndsfæller. Første gang jeg var på Rösan som Neofyt, rejste en frater sig ved festmiddagen. Han slog på sit glas, og sagde Tak. Tak fordi han følte sig hjemme, fordi han følte der var omsorg og kærlig opmærksomhed rettet mod alle, og tak fordi han for første gang i sit liv følte et åndsfællesskab med en flok – han følte sig mindst lige så tæt på os, som på sin kødelige familie. Og sådan er det for mange af os – vi kalder hinanden for ”vores åndelige familie”. Jeg møder denne min åndelige familie til seminarer, kongresser, på studieture, på arbejdsuger, til Konvokationer i enhederne, særarrangementer, på Facebook – og til Indvielserne. Vi har delt mange mystiske oplevelser med hinanden i andægtighed, vi har været rørt i vores Sjæls indre og har grædt og trøstet og blot holdt om hinanden – og vi har grint, festet og danset. Blandt disse medvandrere på Rosenkors-stien, har jeg truffet mange fra hele Skandinavien som jeg har ubetinget tillid og kærlighed til, og som giver fylde i mit liv både på et helt almindeligt hverdagsplan som gode venner, men også på et åndeligt plan gennem fællesskabet vi deler og kan italesætte med gensidig forståelse.
Tilbageblikket viser at mit liv, min livsopfattelse, mit livsgrundlag og sammensætningen af min venneflok er blevet fundamentalt ændret i disse år. Jeg er tættere på mig selv og følger den guiding, som jeg opfatter min Indre Mester giver. Min evige stræben er Åndelig Alkymi, som tilstræber at rense mentale og adfærdsmæssige urenheder ud. Denne opgave fuldbyrdes ikke i dette liv, så retter jeg blikket mod fremtiden, ser jeg mig fortsætte som aktiv Rosenkorser så langt øjet kan se.
Og jeg glæder mig til fremtiden – herunder til de kommende Indvielser, som jeg nu med sikkerhed ved rummer store mystiske oplevelser og nye aspekter af fællesskabet med mine medvandrere på Rosenkorsstien.
