Rosenkorsfilosofien tillægges at stamme helt tilbage fra de gamle ægyptiske mysterieskoler.
Det kan måske lyde underligt, at man her i det 21. århundrede kan bruge tankegods, der for mange mennesker handler om noget med pyramider, mumier og et væld af mærkelige guder.
På det ydre plan er det vel især de ægyptiske bygningsværker der har sat sine største spor i verdenshistorien. Pyramidernes størrelse og hvordan de blev bygget, er den dag i dag et mysterium, og mængden af templer og gravmonumenter spredt ud over det store land tager pusten fra os.
Men det er ikke bare bygninger der skulle stå til pomp og pragt. I templerne, mange bygget for mere end 3000 år siden, ser man tydeligt hvordan de arbejdede med de guddommelig aspekter der er så væsentlig en del af os. Hvordan man ved at vandre ind i templet, langsomt nærmer sig det guddommelige, det aller helligste; Naos. Og på denne måde aktivt bliver en del af mysterierne. Den dag i dag kan man som turist i Ægypten stadig fornemme de energiaftryk, der blev afsat for så mange år siden. Og vi finder paralleller til denne måde at arbejde med tempelsymbolikken i utallige mystiske traditioner, inklusive Rosenkors-Ordenen.
I vesten betragtede man i lang tid den ægyptiske tro som en lavt udviklet polyteistisk afgudsdyrkelse. Men op gennem det 20. århundrede gik det op for flere og flere ægyptologer, at der var tale om et højtudviklet tankesæt. At der nok var mange guder, men at der bag alle guderne var en samlet skaberkraft hvorfra alt udgik. Og de mange guder var nærmere udtryk for forskellige aspekter af det guddommelige. Udstrømninger eller manifestationer af den altgennemtrængende skaberkraft.
Endnu en ting der altid har fascineret fra den ægyptiske kultur er mumierne, og der er lavet ikke så få gyser film med dem som hovedingrediens. Men ser vi bort fra underholdningsindustriens uvidenskabelige billeder, så er mumierne et væsentligt aspekt af den ægyptiske dødekultur. Man havde meget veldefinerede tanker om hvad der skete med mennesket efter døden. Hvad der skulle ske med den fysiske krop, men også hvad der skete med de ikke fysiske dele af mennesket. Bl. a. det vi i Rosenkors-terminologien kalder det psykiske legeme og sjælspersonligheden.
Centralt i den ægyptiske dødebog dette står denne scene hvor den afdøde står på tærsklen til underverdenen og får vejet sit hjerte på den store vægt. På den anden vægtskål står Maat´s fjer. Gudinden Maat var retfærdighedens Gud, så hvis hjertet balancerede med Maat´s fjer havde den afdøde levet et godt og retfærdigt liv og fik adgang til at leve videre i underverdenen.
Den Ægyptiske Dødebog kan fås som tekst i engelsk oversættelse, men kan være svær at gå til.
For nogle år siden kom der dog en dansk oversættelse af en lille bog: “Den Ægyptiske Dødebog” af dr. Ramses Seleem. Den indeholder oversættelse og gennemgang af nogle af de væsentligste dele af dødebogen. Så her får man et meget fint og kortfattet billede af tankerne om livet og døden, det ægyptiske skabelses billede og nogle af de mange guder.
Arkæologi, kunst og kulturhistorisk interesserede har altid studeret oldtidens Ægypten med stor interesse, og for Rosenkorsere og andre nutidige mystikere er der også enormt meget at hente i at dykke ned i denne kultur og det tankesæt, der udgør store dele af grundlaget for den vestlige mysterietradition.
