Rosenkreuzernes historie

Det græske ord “gnosis” betyder visdom eller erkendelse. Gnostikerne lærte, at mennesket gennem udvikling af bevidstheden kan nå frem til en direkte erkendelse af de skjulte dimensioner af skaberværket. Gnostikerne hævdede, at de repræsenterede den sande kristendom som den kom til udtryk i Jesu hemmelige lære. De benyttede sig af forskellige teknikker som gør det muligt “at se Guds rige før mand dør”. En af de væsentligste gnostikere var Valentinus som fungerede som lære i filosofi i Rom mellem år 135 og 160 e.Kr.

Gnosticismen blev efterhånden en farlig konkurrent til kirkens etablerede magtapperat. Hvis det enkelte menneske kan knytte en direkte kontakt til guddommen vil kirkens og præsteskabets position som formidler mellem Gud og mennesket være truet. Dermed kom kirkens økonomiske og politiske magt også i farezonen. Gnostikerne blev derfor udsat for hårde forfølgelser i det 4. og 5. århundrede, men gnosticismen overlevede som en esoterisk understrøm gennem hele middelalderen. Den kom til udtryk hos Katharene i Sydfrankrig i 1100 - 1300 tallet, i enkelte klostersamfund og hos kristne mystikere som Teresa Ávila, Juan de la Cruz (eller Johannes af Korset), Hildegard von Bingen, Meister Eckhart og Jan van Ruusbroec. I dag er interessen for gnostisk kristendom stigende, også inden for kirken.

Af kendte skandinaviske mystikere kan vi nævne Niels Bohr, Dag Hammarsköld og Henrik Wergeland.

Den danske atomfysiker Niels Bohr (1885-1962), som på sit våbenskjold skrev "Contraria sunt complementa" (modsætninger er komplementære), har på et direkte spørgsmål svaret: "Ordet mystiker kan betegne en som uden at give en konkret løsning alligevel aner en slags enhed bag tilsynelddende modstridende forhold og begreber. I den mening kan jeg meget godt anse mig for at være en mystiker".

Svenske Dag Hammersköld (1905–1961), FNs generalsekretær fra 1953–1961, er først og fremmest kendt for sit fredsbevarende arbejde. Hans mystiske side kommer tydeligt frem i hans personlige optegnelser “Vägmärken” som udkom i bogform efter hans død.

Flere af den norske digter Henrik Wergelands (1808–1845) værker er baseret på oversanselige visioner og hans gnostisk-kristne platoniske livssyn og verdensbillede beskrives i “Skabelsen, Mennesket og Messias”.

Mange af antikkens store filosofer var indviede og havde adgang til esoterisk visdom. Pythagoras er i vore dage mest kendt som matematiker men talspekulationer blev af pythagoreerne kun betragtet som et nødvendigt udgangspunkt for det menneske, som ville erkende sig selv. Pythagoras hævdede, at tallene er vibratoriske størrelser som genspejler de grundlæggende principper i den metafysiske verden. Han oprettede en mysterieskole i Syditalien hvor blandt andet Platon modtog undervisning. Formålet med pythagoreernes studium var, gennem en indre renselse, at forbinde den lavere jordiske bevidsthed med det højere åndelige jeg.

Platons filosofi er bygget på hans evne til oversanselig erkendelse. Noget han beskriver i Hulelignelsen i “Staten”, 7. bog. Platons arketypiske verden er den samme som Jungs “kollektivt ubevidste”. I dialogen “Faidros” skriver Platon: “Når den som netop er blevet indviet, og har fået meget at skue i den anden verden, ser et gudbenådet ansigt, eller en legemlig skikkelse som afbilleder skønheden, da gribes han først af en skælven og noget af hans bæven fra dengang overmander ham”.

Platons eksoteriske filosofi findes nedskrevet i bøgerne mens den esoteriske hemmelige lære kun blev formidlet mundtligt i hans akademi uden for Athen. Det platonske akademi var i virkeligheden en mysterieskole, hvor der blev givet vejledning i hvordan man skulle udvikle evner til oversanselig erkendelse. Dette var årsagen til, at studiet var for en lukket kreds og kun et fåtal af dem som ønskede det fik lov at deltage i undervisningen. Paltons akademi var, i lighed med Pythagoras´ mysterieskole, åben for både mænd og kvinder.

Af de mange mysteriekulte vil vi fremhæve Isiskulten, Demter og Persefone mysteriet i Elusis uden for Athen samt Mithraskulten. Der er fundet en mængde Mithrastempler fra Afrika i syd til Skotland i nord. Engang var det kristendommens største konkurrent. Mithraskulten blomstrede op i århundredet før Kristus. Kultens intellektuelle og åndelige centrum var i Tarsus i Lilleasien. Det var i øvrigt den by apostlen Paulus voksede op i. Mithraskulten var esoterisk. Tilhængerne fik lidt efter lidt tilgang til læren gennem et gradssystem. Formålet med kultens ritualer var, at deltagerne skulle opleve rejsen “gennem himlene” til guds rige. På denne rejse var Mithras ledsager og vogter. I dag bliver sådanne erfaringer kaldt “ud af kroppen-” eller “nærdød-” oplevelser, men dengang var det en af deltagerne bevidst opøvet og styret proces.

Den esoteriske mening med symbolikken i Mithrasmysteriet blev for få år siden erkendt af videnskaben. Punktet for forårsjævndøgn (der hvor solen står på den første forårsdag i forhold til fiksstjernerne i baggrunden) bevæger sig baglæns gennem zodiakken med en hastighed af 1 grad hvert 72 år. Hvert 2160 år går punktet for forårsjævndøgn over i et nyt stjernetegn. Punktet bevæger sig således gennem hele zodiakken i løbet af 25920 år.

Omkring år 2200 f.kr. fødsel gik forårsjævndøgn fra Tyrens til Vædderens tegn/tidsalder. 7 år f.kr. fødsel mente Astrologerne, at man gik fra Vædderens til Fiskens tegn/tidsalder ved konjunktionen mellem Saturn og Jupiter i Fiskens tegn. Vi er nu i overgangsfasen fra Fiskens til Vandmandens tidsalder. En periode som af nogen kaldes new age.

Symbolikken i Mithrastemplerne illustrerer overgangen fra Tyrens til Vædderens tidsalder. Mithras blev anset for at være den, som styrer tidsaldrene og menneskenes vandring gennem tidsepokerne. Af andre elementer fra Mithraskulten kan vi nævne, at han (Mithras) ifølge legenden blev født den 25. december i en underjordisk hule af en jomfru. Nogen hyrder var vidne til fødslen og kom med gaver til barnet. Mithras døde ikke, men drog levende op til himlene. Han var en solgud og blev derfor æret om søndagen, som er solens dag. Centralt i Mithrasdyrkelsen var dåbsritualer og et helligt måltid med brød og vin. Derfor er det forståeligt at Konstantin den Store, som blev omvendt til kristendommen i år 312, prægede mønter med et billede af Mithras i år 320 uden at det gav anledning til opstandelse. Det er også forståeligt, at det vigtigste symbol i den tidlige kristendom ikke var et kors, men derimod en fisk. Det skal tilføjes, at esoterisk kristendom ikke kun ser Jesus Kristus som indledningen på fiskens tidsalder. Jesus Kristus ses som et vendepunkt i hele menneskehedens udvikling.

Kabbala er et hebræisk ord som betyder “overlevering” eller “det som bliver modtaget”. Med dette menes en esoterisk lære som kun blev formidlet mundtligt. Jøderne anså kabbala som hellig (en åbenbaring fra Gud) og var meget påpasselige med hvem der fik tilgang til denne kundskab. I følge kabbala udgår hele skaberværket fra Ain Soph gennem en række emanationer eller udstrålinger. Ain Soph er det transcendente aspekt af guddommen. Den materielle verden er det nederste af skaberværkets manifestationsplaner. Over (eller indeni) denne sanseverden findes der flere niveauer som er tilgængelige for den menneskelige bevidsthed. Disse niveauer er illustreret i diagrammet som kaldes Livets Træ (se figur)

Kabbalisterne hævder, at det gamle testamente har fire forståelsesplaner: 1 - bogstavelig, 2 - allegorisk, 3 - hermeneutisk (dvs. gennem fortolkning) og 4 - mystisk eller kabbalistisk. Kun efter, at de studerende har tilegnet sig den grundlæggende indsigt fra de lavere forståelsesplaner får de adgang til den kabbalistiske teori og praksis.

Dødehavsrullerne

I 1947 fandt nogle hyrder de første dødehavsruller ved Qumran nær Det Døde Hav. Frem til 1954 blev en række nye skrifter opdaget. Dette var biblioteket fra et religiøst samfund som blev kendt under navnet Essenerne. Essenerne blev udryddet da den 10. romerske legion slog et oprør ned øst for Jerusalem i juni år 68. Det stod klart, at biblioteket tilhørte en mysterieskole hvor ekstatiske visioner og kontakt med engle spillede en vigtig rolle. Nogen af rullerne er i indhold og sprogbrug meget lig kabbalistiske dokumenter fra middelalderens Spanien og Provence, herunder bl.a. Solomen ibn Gabirols skrifter fra det 11. århundrede. Flere af teksterne anvender ord og udtryk som er almindelige i Det nye testamente. Blandt andet bliver udtrykket “Vejen” til stadighed benyttet til at beskrive deres lære. I apostlenes gerninger kalder de første kristne sig for “Guds vej”. Dette korresponderer med hvad vestens mysterietradition altid har hævdet, at kabbala er noget af grundlaget for sand kristendom.

Konservative teologer vil naturligt nok ikke være enige i denne påstand. Men samtidigt finder de fleste af dem det sandsynligt at Johannes Døberen, som gav Kristusindvielsen til Jesus af Nasareth, var essener. Arkæologer har også fundet ud af, at den jødekristne ur-menighed i Jerusalem var lokaliseret i det såkaldte essener-kvarter i byen.

Kabbala i middelalderen

Jødisk kabbalisme havde en stor blomstringsperiode i Spanien fra 1200–1400 tallet. Omkring 1490 blev 80.000 jøder uddrevet fra Spanien. En del af disse bragte den kabbalistiske lære med sig til det øvrige Europa og det blev en vigtig inspirationskilde til renæssancens filosofer. I mødet med gnostisk kristendom, alkymi og græsk esoterisk filosofi blev kabbalaen udviklet videre så der nu findes både en traditionel jødisk kabbalisme og en europæisk. I den europæiske kabbala har Livets Træ fået en mere central plads mens de dele som er knyttet til den jødiske tradition er nedtonet. Denne moderniserede vestlige kabbala danner grundlag for en række vestlige ordenssystemer.

Kabbala har haft stor betydning for europæisk filosofi, videnskab og kultur. Blandt andet Shakespeares “Købmanden fra Venedig” og Miltons “Det Tabte Paradis” er inspireret af kabbalistisk filosofi.

Alkymien opstod sandsynligvis i Alexandria i århundrederne før Kristus. Ordet alkymi kommer fra det gamle navn for Ægypten, “Kemet”. Med alkymi menes læren fra Ægypten, den esoteriske kundskab, som blev formidlet i Ægyptens mysterieskoler. Europas alkymister var, gennem sine undersøgelser af materiens inderste væsen, de første eksperimentelle videnskabsmænd. Alkymi blev senere til kemi, hvor den esoteriske side af de alkymiske eksperimenter var udeladt.

Den sande alkymi er i virkeligheden en indre proces, hvor målet er åndelig oplysning - eller “de Vises Sten”. Lad os citere Carl Gustav Jung: “For at forstå dette må vi have indsigt i alkymiens psykologiske hemmeligheder. Det er antageligt sandt hvad de gamle mestre sagde, at kun den som kender stenens hemmelighed forstår alkymiens sprog. Det har længe være hævdet, at denne hemmelighed er noget sludder og ikke værd at undersøge nærmere. Men denne holdning passer dårligt på en psykolog. For når dette ”sludder“ har fascineret mennesket i næsten 2000 år og blandt disse finder vi navne som Newton og Goethe, Ja så må det have noget i sig som er nyttigt for en psykolog at have viden om”. Paracelsus, fadderen til moderne lægevidenskab, var en kendt alkymist, og “Faust” af Johann Wolfgang von Goethe er baseret på alkymistisk filosofi.

I AMORCs undervisning er det den alkymistiske lære som fremlægges, mens selve sproget er tilpasset vor tid. Alle emner forklares så enkelt som muligt på et moderne sprog.

Græsk esoterisk filosofi fik stor indflydelse i renæssancens Europa. I 1462 blev det platonske akademi i Firenze oprettet under ledelse af Marsilio Ficino (se billede). Her blev de Hermetiske skrifter oversat til latin og man studerede også den esoteriske side af Platons lære. I 1471 etableredes Firenzes første bogtrykkeri og lærdommen fra Ficinos mysterieskole blev spredt over hele Europa. Denne filosofi havde stor betydning for personer som Mirandola, da Vinci, Michelangelo, Rafael, Dürer, Copernicus, Bruno og Kepler.

Den første som tog mystikkens Guds- og verdensbillede til sig og tænkte det ud i alle dets filosofiske konsekvenser var kardinalen, teologen og mystikeren Nicolaus Cusanus (1401–1464). Han stod i nær kontakt med renæssancemiljøet i Firenze. Cusanus kom frem til, at det fysiske univers måtte være uendeligt og han foregreb det essentielle i relativitetsteorien nemlig, at tid og rum er relative størrelser som altid skal ses i sammenhæng med iagttagerens position og bevægelseshastighed. Cusanus’ skrifter om den kristne treenighedslære udgør det filosofiske fundament for “Det holografiske verdensbillede” inden for kvantefysikken.