De fleste bliver nok forvirrede ved det første møde med jødernes mystiske tradition kabbala. Nok har man læst, at kabbala er en af de fornemste veje inden for mystikken; men når man åbner kabbalistiske bøger drukner man i en endeløs strøm af mærkelige tegn og gerninger. Her vender de fleste nok om. Hvis man ikke vender om er der en chance for at forstå lidt mere efter intensive studier; men visse aspekter af denne mystiske tradition vil nok altid være dunkle. Kabbalisterne skrev ikke for alle og enhver – og de traditionelle bøger fra Zohar følger ikke en logisk handling. Det virker som om man får brikkerne til et puslespil – og selv må samle dem.
Det kabbalistiske livets tre
Det er faktisk også meningen. Kabbala er bevidst dunkelt skrevet. Zohar skal ikke læses fra ende til anden, som vi læser en roman. Kabbalistiske bøger består af koncentrerede tanker, der skal opfattes bid for bid. Den bedste måde at læse mystiske værker har altid været at læse lidt hist og pist. Efterhånden forstår man mere og mere. Nogen gange kommer man ikke bevidst til svarene; men finder dem i drømme eller astrale visioner. For den som er udholdende – og som år efter år grunder over kabbalaens mysterier vil helt uventede døre åbnes til en vidunderlig have med et træ, som man kan stige op i.
Når man studerer Ordenens monografier, er de næsten altid indledt med et lille citat, som man kan kontemplere over. Citatet hænger nogen gange sammen med monografiens indhold – andre gange peger de på en højere forståelse af visse R.C.-principper. Ved at meditere over disse citater kan man nå interessante niveauer af forståelse for Rosenkorstraditionens visdom. Zohar skal i virkeligheden læses på samme måde – som indledning til meditation eller kontemplation.
Dele af Zohar er oversat af den excentriske engelske rosenkorsbroder S.L. MacGregor Mathers (The Kabbalah Unveiled, 1887) (1). På det tidspunkt ledte han sin tids fornemste og mest eksklusive rosenkorsorden The Hermetic Order of the Golden Dawn. Denne orden var ment som et vestligt modstykke til Blavatskys Teosofi. Hvor Blavatsky beskæftigede sig med østens hemmelige traditioner, da beskæftigede adepterne i Det Gyldne Daggry sig med vestens esoteriske lære. Titlen Den afslørede kabbala lægger sig bevidst tæt op ad Blavatskys Den afslørede Isis (der senere blev omskrevet til Den hemmelige lære). Den afslørede kabbala rummer tre afhandlinger fra Zohar, nemlig:
Disse bøger hører til blandt de mest pragtfuldt dunkle kabbalistiske skrifter overhovedet. I den første bog dumper man direkte ind i en beskrivelse af, hvordan Gud skabes af intethedens muligheder. I intetheden centreres energien – og billedet af Den Gamle af Dage eller Gud dannes. Herfra udstrømmer det såkaldte sefiroth-træ, der er de ti trin, hvori Gud skaber sig selv – og derefter verden.
De to næste bøger handler om nogle rabbier, der er forsamlede for at studere den hellige kabbala. På skift udlægger de Bibelens skriftsteder for hinanden; men udlægningerne er lange og det kan til tider være svært at se sammenhængen i det hele. Da Zohar når sit højdepunkt dør den højst indviede rabbi efter at have fortalt hele den hemmelige lære.
Men hvorfor skal det hele være så dunkelt? Meget tyder på, at Zohar snarere tilslører end afslører den hemmelige lære. Kan vi på en eller anden måde få en forståelse for, hvad det er mystikerne prøvede at sige; men som de af en eller anden grund ikke kunne sige? Man kunne også spørge: hvad er det Zohar under ingen omstændigheder vil sige; men som er det egentlige budskab? Og hvad kan vi som R+C mystikere bruge det til?
Zohar er oprindeligt skrevet i Spanien i det 13. århundrede, hvor Mosheh ben Shemtov de Leon samlede en række kabbalistiske traditioner i Zohar (2). Mystiske skrifter skal helst have en vis alder, for at opnå autoritet, derfor påstod Shemtov, at han havde kopieret manuskripter fra kredsen i Palæstina omkring Shimon ben Johar i det 2. århundrede e.kr. Dermed fik hans skrifter med et trylleslag omtrent samme alder som kabbalismens andet hovedværk, Sepher Yetzirah.
Senere blev andre værker føjet til og Zohar finder sin form omkring det 16. århundrede. Zohar er derfor en stor og kompleks samling af skrifter, der hver for sig står som en kabbalists udlægning af traditionen. Zohars tilblivelsesproces minder derfor mere om Bibelen, der jo også er blevet til gennem mange århundreder – for til sidst at blive komponeret i den form vi kender i dag.
På det tidspunkt, hvor Shemtov begyndte at skrive Zohar-bøgerne var Spanien i Maurernes besiddelse. Der var tale om et højt kulturelt udviklet islamisk folk. Maurerne var tolerante over for andre religioner end Islam. Men selv om det islamiske styre var relativt tolerant over for forskellige religioner, så betyder det jo ikke, at det samme gælder for den jødiske menighed. Måske er Zohar så bevidst dunkel, fordi kabbalisterne véd, at deres lære på afgørende punkter strider mod den ortodokse jødedom. Man kan med andre ord formode, at Zohar skjuler tanker, der måtte skjules for mere dogmatiske jøder. Derfor måtte traditionen overleveres i dybeste hemmelighed til egnede disciple. Og derfor måtte Zohar skrives præcist så dunkelt, at den uindviede læser blev forvirret og enten vendte om – eller ikke fattede en lyd af, hvad der er på færde.
Vi er altså på sporet af en hemmelig tradition, der skjuler noget som er i strid med den dogmatik jøderne normalt følger.
De tre bøger som Mathers oversatte er blandt de helt centrale kabbalistiske værker. Han vidste vel instinktivt, at bøgerne var vigtige; men han røber ingen steder, hvorfor netop disse tre bøger må regnes for centrale kabbalistiske værker. Mathers skrev en lærd introduktion til værket – og til visse kabbalistiske traditioner, som notarikon (3), ombytning af bogstaver, AIQ BKR (4); men Mathers forklarer ikke, hvorfor værket er skrevet så dunkelt. Mathers analyserer visse steder i bogen afsnit for afsnit; men der fremkommer ingen syntese. Analysen har karakter af at være en række tautologier, hvor et kabbalistisk begreb forklares med et andet kabbalistisk begreb (5).
Mathers var Imperator over en af sin tids mest avancerede rosenkreuzer-selskaber: Det Gyldne Daggrys Hermetiske Orden (6). Som okkultist gjorde han sit yderste for at afsløre præcis så meget, at en intelligent studerende fattede, hvad der er på færde – og skjulte så meget, at uindviede intet forstod. Holdningen er typisk for 1800-tallets okkultister (7). De ville hellere tilsløre end afsløre deres værker. Derfor véd man aldrig helt, hvor man har dem – og det er kun gennem kildestudier, at en forsker vil komme på sporet af disse okkultisters holdninger. At Mathers ville skjule visse af kabbalisternes lærdomme fremgår direkte af teksten. Visse passager står stadig på latin, fordi indholdet ikke regnes for passende i victorianske stuer (8).
Mathers kildetekst var oversat fra Knorr von Rosenroths latinske version af Kabbalah Denudata. Vi er med andre ord i den situation, at der har været en hebraisk original, som Rosenroth har oversat til latin. Det latinske er igen oversat til engelsk. For hver oversættelse går visse nuancer og betydninger tabt – og vi kan ikke helt vide om Rosenroth også har haft en skjult dagsorden. Det er derfor et åbent spørgsmål, hvor meget vi egentlig forstår af det originale værk, der i øvrigt er ved at drukne i lærde kommentarer fra senere tider.
Kabbalisterne har villet tilsløre deres lærdomme. Senere tiders oversættere og kommentatorer gør det heller ikke lettere at nærme sig værkerne; men trods de mange indviklede kommentarer er der ingen, som har gjort det helt indlysende: at læse værket på dets egne præmisser. Gør man det tegner der sig nemlig et meget interessant billede.
Hvis vi skal forstå, hvad kabbalisterne søger at skjule, er den indlysende vej, at få et overblik over værkets struktur af symboler. Det er ikke så svært som det lyder. Hvis man laver en liste med overskrifterne fra de enkelte kapitler i Den Større Hellige Forsamling tegner der sig et tydeligt billede af et menneske:
III (9): Om Den Gamle, eller Makroprosopus, og om hans dele, og specielt om hans kranie.
VI: Om hjernemembranen i Makroprosopus.
VII: Om Makroprosopus’ hår.
VIII: Om Makroprosopus’ pande.
IX: Om Makroprosopus’ øjne.
X: Om Makroprosopus’ næse.
XI: Om Makroprosopus’ skæg (10).
Makroprosopus er latin og betyder Det Store Ansigt. Makroprosopus er en poetisk beskrivelse af emmanationerne fra det første sefira Kether, der betyder kronen. Kronen er det punkt hvor intet bliver til noget – herfra strømmer al skabelse ud. Makroprosopus er lysende – og visualiseres som et ansigt set i profil. Ansigtet har et evigt åbent øje – og et vældigt skæg med 13 lokker. Hver af disse lokker ender i myriader af universer. Fra det store univers udstrømmer sefiroth-træet.
Før skabelsen af Gud er intetheden:
0 = Ayn (intet)
00 = Ayn Soph (intet grænseløst)
000 = Ayn Soph Aur (intet grænseløst lys)
Intetheden må ikke forstås som noget negativt. Ayn er alle tings mulige eksistens; men den er endnu ikke åbenbaret. Man kan forestille sig Ayn som en cirkel med en uendelig radius; men et punkt dannes i cirkelen. Dette punkt er kronen – Kether, hvorfra de øvrige sefiroth strømmer ud:
Kether = Kronen
Chockmah = Visdom
Binah = Viden
Chesed = Kærlighed
Gebrurah = Strenghed
Tiphereth = Skønhed
Netzach = Sejr
Hod = Glans
Yesod = Grundstenen
Malkuth = Riget
Det Store Ansigt reflekteres i tiphereth af Det Lille Ansigt, eller Microprosopus. Her tegner der sig et billede af en menneskelig krop. Denne krop omfatter seks sefiroth Geburah, Chesed, Yesod og Tiphereth, Netzach, Hod (4-9). Det Lille Ansigt er en reflektion af det store ansigt. Macroprosopus er lysende – Microprosopus reflekterer blot det højere lys. De seks sefiroth som Microprosopus er dannet af, svarer til de seks skabelsesdage. Derfor er den sekstakkede stjerne symbolet på skabelsen af verden.
Mikroprosopus visualiseres som et menneske. Hvor Macroprosopus er et ansigt i profil, da ses Microprosopus som en hel krop. Kapitlerne beskriver denne krop i en række kapitler – og beskriver til sidst hvordan Det Lille Ansigt forenes med sin Brud, Shekinah (11). Bruden er den almindelige menneskelige bevidsthed. Menneskets bevidsthed kan med andre ord forenes med sit ophav i et mystisk bryllup, der er en reflektion af Det Store Ansigts forhold til det lille ansigt.
Hermed har vi da et billede af kabbalismens hemmelige lære. Kabbala forklarer dels hvordan guddommen dannes af en intethed, der rummer alle muligheder. Efter at have skabt sig selv dannes sefiroth-træet. Først dannes Makroprosopus, det store ansigt – eller kronen. Fra kronen udstrømmer visdom og viden – der er en maskulin og en feminin kraft. Foreningen af disse kræfter danner Mikroprosopus, eller Det lille Ansigt, der omfatter 6 sefiroth. Mikroprosopus er de 6 skabelsesdage, som vi kender fra Bibelen. Derfor kan man sige, at Zohar prøver at forklare skabelsen af Gud før skabelsesberetningen.
Mikroprosopus kommer altså til at repræsentere skabelsen af universet og den fysiske verden. Fra Mikroprosopus udstrømmer den materielle verden, der kaldes Malkuth, dvs. Riget (12). Mikroprosopus er derfor den skaber – Elohim – som vi kender fra Bibelens skabelsesberetning i første mosebog.
Det skabte eller verden kaldes for Malkuth. Den fysiske verden sammenlignes med en brud. For det skabte kan erkende skaberen i det mystiske bryllup, der skildres som en intim forening af Shekinah og Mikroprosopus. Det betyder, at kabbala ikke bare er en ny og mere kompliceret skabelsesmyte, der lægger sig oven i Mosebøgernes myter. Kabbala er samtidig vejen tilbage. Det er muligt for det skabte at erkende skaberen. Sådan er kabbala en mystisk vej.
For en moderne mystiker lyder dette nok ikke så farligt endda. Det kan måske endda undre, at kabbalisterne prøvede at skjule den indlysende symbolik bag en stor mængde tågesnak, der skulle tilsløre mysteriet. Men det er ikke tilfældigt, at denne symbolik måtte skjules. For den er i strid med den lære man finder i Bibelen. I første kapitel af Den større hellige forsamling kan man se, at forfatteren til Zohar selv véd, at hans lære er farlig. Rabbien udbryder: Ve mig, hvis jeg afslører det!Ve mig, hvis jeg ikke afslører det. Men han vælger (heldigvis) at afsløre den hemmelige lære:
§8. De gav deres hænder til rabbi Schimeon, og løftede deres fingre højt, og kom ind i en mark under træerne
og satte sig ned.
(...)
§10. Da han begyndte, sagde han: Forbandet være det menneske som laver noget udskåret eller smeltet billede, arbejdet af kunstneren, og som sætter det på et hemmeligt sted...
§8 beskriver en fælles visualiseringsøvelse, hvor adepterne rejser på astralplanet (13). §10 forklarer med Moseloven, at man ikke må lave billeder af Gud eller de himmelske ting. Og det er præcis, hvad kabbalisten gør i Zohar!! Disse bøger fra Zohar beskriver jo visionen af Gud ansigt til ansigt. Forfatterne véd at de er snuplende tæt på at overtræde Moselovens påbud om at man ikke må lave figurer og tilbede dem. Trods dette er kabbala et forsøg på at visualisere Guds billede, som de ser overalt, hvor mennesker findes.
For ikke at overtræde moselovens påbud er kabbalisterne nødt til at kontemplere over dele af den guddommelige figur. Der laves ikke en fuldstændig figur, kabbalisten nøjes med at tænke over en hårlok, munden eller næsen – ellers ville han jo overtræde moselovens forbud mod at lave et afgudsbillede. Men efter mange års kontemplationer vil brikkerne fra puslespillet uvægerligt samles i en mægtig vision, hvor mennesket og guddommen smelter sammen – og da opnår den kabbalistiske adept kosmisk bevidsthed.
Zohar er en mægtig beskrivelse af visionen af Gud i Menneskets billede (14). Den menneskelige form er en reflektion af Gud – og ved at kontemplere over dette får kabbalisten en enkel nøgle til at forstå universet med. Målet med Zohar er derfor at opnå visionen af Gud ansigt til ansigt. Metoden giver sig selv – for krop og univers smelter sammen til én ting, som Hermes Trismegistos siger i Smaragdtavlen: Det som er foroven er som det der er forneden.
Kabbalisten bruger kroppen som symbol for det kosmiske – og det er interessant at de ønsker at forbinde sig med det kosmiske; mens de er i legemet. Kroppen er ikke uren, som visse gnostiske sekter hævder. Kroppen er et tempel – et kosmisk symbol.
Neofytter i Rosenkors-Ordenen AMORC lærer at vitalisere legemet med en hemmelig øvelse (15). I monografien kan man læse at øvelsen er vigtig – og senere vil man ofte vende tilbage til den. Ser man kabbalistisk på øvelsen, får den omgående en dybere betydning. Koncentration på kroppen er også koncentration på Skaberen. Eller sagt mere direkte: den som forstår legemets byggesten har samtidig en indsigt i skabelsen og universet. Forståelsen af kroppen er en vej til kosmisk bevidsthed.
Med dette kan vi nærme os en forståelse af kabbalisternes hemmelige visualiseringsteknikker. Vi kan nu se, at kabbalisterne frygtede at deres visualiseringer var i strid med Moseloven. Derfor måtte de holdes hemmelige for uindviede. Samtidig kunne de vel ikke se andre løsninger, når det kosmiske skulle visualiseres, for Bibelen siger jo, at Elohim skabte mennesket i sit billede. Derfor er det logisk at prøve at opnå kosmisk bevidsthed ved at kontemplere over det mikrokosmos som er makrokosmos.
For den som forstår kabbalismens visualiseringer findes her en nøgle, der kan åbne dørene til kosmisk bevidsthed. Det skal dog siges, at denne vej ikke er let – at opnå kosmisk bevidsthed med kabbalisternes teknikker kræver mange års øvelse med daglige kontemplationer og meditationer. Flere steder advarer kabbalisterne mod at prøve at stige op i sefiroth-træet før en passende forberedelse efter kyndig vejledning af en mester. Faktisk mente de, at de højeste visioner eller trancer kunne medføre døden for den indviede, for intet menneske kan skue Guds ansigt og leve.
Når vi som mennesker prøver at nærme os det kosmiske, da må vi give det en form, som vi umiddelbart kan forstå. Ved at kontemplere over en sådan form kan vi nærme os det uudsigelige. Det er sådan i må søge at forstå kabbalisternes tilsyneladende naive billede af Gud som et ansigt med langt skæg. Sådan forestiller mange børn sig jo Gud i søndagsskolen.
Brugen af billedet er dog alt andet end naiv. Kabbalisten ved jo, at man ikke kan udtrykke Guddommen på nogen tilfredsstillende måde med det menneskelige sprog. Det som kan udtrykkes med ord og smukke vendinger er ikke Gud, Ayn Soph Aur. Disse ord er blot symboler for højere erfaringer; men ordene er på ingen måde dækkende. Kabbalisten søger erfaringen bag symbolet – og symboler som Makroprosopus og Mikroprosopus er et antropomorft billede af emmanationerne fra intet til noget, fra det grænseløse til det stadigt mere begrænsede – vor sansning af verden. Sådan er det livets træ, kabbalisten prøver at fatte.
Konsekvensen af kabbalismens erfaring af at Gud ikke kan beskrives er, at der ikke findes en sand dogmatisk lære. Eftersom et dogme blot er nogle ord kan det blankt afvises – for det som kan defineres er ikke omfattende nok til at udtrykke Ayn Soph Aur. Kabbalisten giver dermed al fundamentalisme eller strenge dogmatiske udlægninger et nådestød. Paradoksalt nok er kabbala også en dogmatisk lære; men kabbala prøver at gøre det umulige: at fatte det ufattelige.
