Gnosticisme er mange ting. Gnosticisme findes i den moderne hverdag. Gnosticisme bruges og har i tusindvis af år været brugt forskelligt af forskellige kulturer. I dag finder vi derfor i gnosticismen mange kulturelle islæt; et af de ældste er dualismen, som vi kan spore tilbage til zoroasterismen fra Persien. Zoroasterisme er en af de første religioner, der har et klart skabelsesbillede med elementer fra både monoisme og dualisme.
Forskerne mener, at monoisme og dualisme kan føres langt tilbage i tiden. I år 700 f.v.t finder vi en meget klart beskrevet forståelse hos zoroasterismen. I Egypten var der også en dyb forståelse af monoisme og dualisme, og traditionelt tillægges kilden at være fra Atlantis. Muligvis var Atlantis årsagen til, at disse tanker fandtes rundt om på jorden, på så forskellige steder som i Indien og Sumeria.
I vesten fokuserer vi på de egyptiske kilder. De er meget omfattende, og de har præget filosofier som hermetismen og mange græske filosoffer gennem de mange tusinde år, den egyptiske kultur har eksisteret. Egypten har nok nogle af de bedst bevarede beskrivelser af skabelsen, og på grund af den egyptiske kulturs alder kan vi finde flere forskellige beretninger.
Denne forskellighed i beretninger viser, hvordan kulturen i Egypten forandrede sig. Det viser også, hvordan de egyptiske filosoffer tilpasssede deres beretninger, så de rørte befolkningen. På den måde kunne man opretholde et grundlæggende kulturelt syn på samfundsordenen. Ved at følge det guddommeliges vejledning kunne man leve i denne kulturelle verden.
De egyptiske og græske tanker om gnosis (erkendelse, indsigt og visdom) og om skabelsen skabte omkring år 400 f.v.t - år 480 e.v.t mange gnostiske retninger. Tidens mysterieskoler i området har tydligt påvirket den gnostiske bevægelse. Indtil kristendommen var de meget ens i deres filosofi og deres søgen efter gnosis.
Kristendommen satte gang i mange ting. Den kristne gnosticisme var især koncentreret om Egypten ved byen Alexandria. Også i græske, tyrkiske og libanesiske områder samt i det nordlige område i det, vi i dag kalder Israel, var den kristne gnosticisme udbredt. Kristendommen var først en trosretning omkring år 325 e.v.t., hvor romerne havde en stor indflydelse på den kristne kirke. Synkretisme mellem de mange filosofier og religioner i regionen skabte mange grene af gnosticismen. Det er fra denne periode, vi i dag har de fleste kilder. Områderne var en smeltedigel.
Fælles for alle de gnostiske retninger er, at hvert menneske er guddommeligt i sin natur og derfor selv kan være i direkte kontakt med det guddommelige. Dér søger det at opnå gnosis.
Der er mange ligheder i de forskellige udlægninger af gnosticismen. Den væsentligste lighed er, at det handler om bevidsthed og evnen til at hæve (udvide) bevidstheden. Det vil sige, at man må søge det guddommelige i alt skabt, fordi alt skabt indeholder en guddommelig gnist, der er “fanget” i skabelsen.
Gnisten er sjælen, og mennesket udvikler en personlighed i sjælen. Ved at kontakte sjælen kan man opnå kontakt med Urskaberen, den uudsigelige stilhed, som er alt, der er, og samtidig det, der ikke er. Den skabelse og den verden, vi oplever, er skabt af mindre guder med de kræfter og det lys, som Urskaberen gav til skabelsen.
Dette beskrives tydeligt i et skrift, som man traditionelt tillægger en stor gnostisk lærer, Valentinus, og regnes med at være fra mellem år 100-175. Forskere mener dog, det er ældre og sammensat fra egyptiske kilder, der er blevet nedskrevet omkring år 100 e.v.t. Skriftet hedder Pistis Sofia og er nok det mest komplette skrift, der findes i dag, som indeholder den tidlige kristne gnosticismes skabelsesberetning.
Sammen med den kristne gnosticisme opstod en nyplatonisk gnosis, som var med til at udbrede kendskabet til gnosticismen. Plotin, faderen til nyplatonismen tog kraftig afstand fra gnosticismen, især tankerne om den dualisme, hvor det onde er noget i sig selv. Nyplatonismen havde dybe rødder i platonisme, hermetisme og Pytagoras mysterieskole. Nyplatonismen førte senere til en renæssance af gnosticisme i Europa sammen med kendte kristne gnostiske bevægelser, der udsprang fra Basilides tanker via Valentinus og Simon Mager. Bevægelser, der tegner gnosticismen bredt, er judeo-gnostikkerne, nazaræerne, maricon, setianerne, bogomilerne og katharerne.
Mange store munke havde deres oprindelse i den gnostiske tanke, men fandt beskyttelse i klostrene til at opnå gnosis eller - som det mest normal blev kaldt i de kredse - illumination.
Også i moderne tid er der opstået gnostiske kirker samt ordensselskaber, der arbejder med den gnostiske arv fra oldtidens mysterieskoler.
Ønsker man at vide mere om gnosis og dets betydning for vores liv i dag, så kan man som medlem i Rosenkors-Ordenen A.M.O.R.C. deltage i gnosis-søjlen på vores RCU-seminar. Her kommer vi under huden på gnosticismen, arbejder med gnosis-oplevelsen og sætter det hele sammen med vores undervisning og templets symbolik.
Gnosis-teamet
