Artikler til fordypning

Som en indgang til dette emne, kan vi starte med at forestille os, at vi alle på et tidspunkt er udgået fra det guddommelige plan, hvor der er fuldkommen enhed, fuldkommen kærlighed, fuldkommen fred. Der kunne vi i virkeligheden godt været blevet i al evig tid, men alligevel valgte vi at inkarnere på Jorden og på en måde begynde forfra, for at få bygget endnu flere kvaliteter ind i vore legemer på endnu dybere niveauer, så vi i stedet for at være hvad man kunne kalde ”børn af Gud”, kunne ende med at blive medskabere i den guddommelige workshop. Det er denne rejse tilbage mod enheden, jeg vil forsøge at beskrive i denne artikel.

Ofta stöter man på ordet ”tjänande” inom Rosenkors-Orden AMORC. Att tjäna en sak eller en annan människa kan låta som något som kräver självuppoffring och kan för en del uppfattas som något självdestruktivt. Men det sätt som Rosenkors-Orden använder ordet på har inget med dessa saker att göra. Istället är det tjänande vi talar om en källa till glädje och sann altruism och en del av att sträva på mystikens stig.

Indtil videre har vi set på de dele af læren, som har berøringspunkter med kirken eller i al fald samme oprindelse, men forskellig tolkning. Nu vil vi se lidt nærmere på selve den del af gnosticismen, som adskiller sig fra kirken, og som denne dadler gnostikerne for.

Francis Bacon’s ”Det Nye Atlantis” kan ved første øjekast forekomme at være en beskrivelse af et naivt Utopia, og det blev da også mødt med skepsis og latterliggørelse, da det blev udgivet i 1627 sammen med hovedværket ”Sylva Sylvarum”, et år efter Francis Bacons død/forsvinden.

Spørgsmålet er relevant for alle, der søger en åndelig forståelse af sig selv, og for dem, som søger illumination. I Rosenkors-Ordenen siger vi, at mennesket er en sjæl, der har en krop. Vi har et psykisk og et fysisk legeme. Det giver en treenighed, der kan beskrives som sjæl, psyke og krop.