Vi støder tit på gnosticismen og gnostikerne - typisk i kilder fra katharernes tidsperiode (12. århundrede). Søger vi oplysninger, befinder vi os pludselig midt i striden mellem gnosticismen og kristendommen om fortolkningen af begreberne (ca. 2. århundrede). Dette stiller os over for endnu flere spørgsmål, som det er nødvendigt at få svar på.
Kernen i de gnostiske tanker samt de grundlæggende ideer er universelle, da de samme ideer kan findes i andre kulturer iklædt disse kulturers klædedragt.
Først giver vi en historisk oversigt over gnosticismen. I løbet af året kommer der artikler om nogle af gnostikernes begreber og deres tankeverden. Til sidst vil vi gennemgå, to vigtige gnostiske begreber "erkendelse" og "fuldkommenhed".
Gnosticismens oprindelse
Hvor kommer de gnostiske bevægelser fra? Forskerne er i tvivl om, hvor gnosticismen opstod, men man kan spore deres aner til Syrien og Palæstina med det materiale, man har til rådighed i dag.
Området var et sammensurium af mange religioner. Mysterie-religionerne, hellenismen og jødedommen var de fremherskende. Man mener, at gnosticismen er påvirket af jødisk apokalyptik og muligvis hellenistisk filosofi samt mysterie-religionerne, da de havde fælles-begrebet "gnosis" i betydning af frelsende erkendelse.
Religionerne i området var udpræget synkretiske, hvilket især slog igennem i den del af kristendommen, som udviklede sig i Diaspora-jødedommen. Den synkretiske kristendom og gnosticismen menes ikke at have samme rod, men at være parallelle udviklinger af tidens religiøse strømninger i området.
Gnosticismen deles op i den kristne og den hellenistisk-orientalske synkretisme, som gensidigt påvirkede hinanden; de var derfor i en stadig udvikling. Pga. manglende kildemateriale kan man dog ikke afgrænse de enkelte gnostiske retninger.
Den kristne gnosticisme
Den kristne gnosticisme er bedst kendt gennem Irenæus skrift "Mod kætterierne", som han skrev år 180. Siden har man fundet mange gnostiske skrifter; det største er Nag Hammadi fundet i 1945. Dette fund var særdeles værdifuldt, fordi man nu havde flere gnostiske skrifter at arbejde med i forsøget på at forstå gnosticismen og forholdet mellem kirken og gnosticismen.
Den kristne gnosis blev udviklet i Østen, især i Alexandria. Her var der en snæver forbindelse mellem religiøst liv og filosofisk tænkning. I Alexandria opstod de store gnostiske retninger gennem Karpokrates, Basilides og Valentinos og udbyggedes med filosofiske begreber og forestillinger. De var grundlaget for den kristne gnosticismes opblomstring. Valentinos' retning fik størst indflydelse i Rom og på Cypern, mens de gnostiske disciple af ovennævnte lærer indførte gnosis i vesten. Disciplene var Ptolemaios, Herakleon og Theodotus.
Gnostikerne havde deres storhedstid i det 2. århundrede, hvor de virkelig truede den spirende organisation af det, vi i dag kalder den katolske kirke. Selve læren om gnosis siges at være overgivet fra Jesus til nogle udvalgte disciple. Denne lære skulle blandt andet lukke op for skriften.
Denne læretradition var yderst vigtig for gnostikerne, for den gav dem ret til at proklamere, at de var de eneste sande kristne. De var med i de lokale menigheder, hvor de opfyldte alle de krav, der blev stillet, men de mødtes også sammen til deres egen gudstjeneste. - Gnostikerne var meget religiøst anlagte; derfor blev modsætningerne mellem gnostikerne og den spirende kirke en stor fare for sidstnævnte. Det startede striden, som førte til, at gnostikerne stort set var forsvundet i det 4. århundrede.
Gnostikerne havde nemlig en svag indre struktur; de sagde, at alle mennesker var lige for Gud - således at forstå, at det enkelte menneske gennem bøn, kontemplation og meditation selv kunne få indsigt i Guds plan og derigennem selv formidle budskabet til mennesket. Dvs., at alle gnostikere kunne være diakoner, præster, biskopper, profeter m.v. De valgte ligefrem forskellige personer til at varetage disse funktioner hver gang, de mødtes.
Gnostikernes måde at organisere sig på lignede gerne filosofiskolernes med én lærer og hans disciple om sig. Andre steder praktiserede man dåb og nadver ligesom kirkens menigheder. Gnostikerne opspaltedes i flere og flere retninger og blev til sidst folkelige, hvorved det kristne indhold overskyggedes af mytologisk stof, magi, riter m.v. Katharerne og albigenserne var det sidste skud på stammen af et kristen-kirkeligt samfund. De udryddedes i korstogets navn i ca. det 12. århundrede.
Konklusion
Gnosticismen har aner langt tilbage i tiden; selve begrebet "gnosis" har været en fællesnævner for mange af Østens religioner. 8) Essæerne f.eks. er muligvis en prækristen gnostisk bevægelse, da mange af deres skrifter, især "Kampen mellem Lysets Sønner og Mørkets Sønner" 9), beskriver tanker, som er lig med de gnostiske skrifter om skabelsen.
Så for mig at se kan man ikke være i tvivl om, at selve det gnostiske fundament må være meget ældre, end man har chancen for at bevise. Også den dag i dag findes gnosticismen, selv om man i vesten har udryddet alle kirkelignende samfund fra middelalderen.
Gnosticismen gik under jorden her i vesten, men med hjælp fra den sidste bastion, kopterne, fandt man andre veje til at holde den gnostiske tankegang i live i diverse munkeordener og mysteriesamfund, som blev skabt af de kristne mystikere op igennem tiden.
Rosenkors-Ordenen trækker på gnosis kilden, som mange af de gnostiske retninger også brugte meget aktivt. Der er skrevet flere noter om Gnosis her på FB og på vores blog. Dem finder du på vores websider. www.amorc.dk www.amorc.se og www.amorc.no
