Gnostiske begreber og, tanker del 2

Noten er fremkommet i søgen på at få en dybere forståelse af gnostikernes tankegang og af undervisningen i Rosenkors-Ordenen. Indlægget er langt, for at give en bedre forståelse af Gnostikerne begrebsverden og videnskabens arbejde med at forstå dem.

Begreberne defineret af videnskaben For at kunne forstå den gnostiske tankeverden er det vigtigt at vide, hvordan teologerne og videnskaben skelner mellem gnosticisme og gnosis:

Gnosticisme Gnosticisme er det kristne kætteri eller de afvigelser, som forskellige menigheder havde i forhold til den spirende kirkelige organisations fortolkning af, hvad der er den sande kristne lære.

Gnosis Gnosis er en bredere fortolkning, som inkluderer hele idékomplekset, uanset hvilken religiøs baggrund der ligger til grund for den gnostiske bevægelse.

Gnosticisme og gnosis ”This gnosis of gnosticism involves the divine identity of the knower (the Gnostic) the known (the divine substance of one’s transcendent self) and the means by which one knows (gnosis as an implicit divine faculty to be awakened and actualised.)”

Det ovenstående forklarer meget klart, hvad meningen med at modtage gnosis er. (Se endvidere kapitlet om erkendelse og fuldkommenhed.) Endvidere må man vide nogen om gnostikernes tankeverden og begreber. Jeg har udvalgt væsentlige begreber, som berører deres kosmologi (læren om skabelsen) og soterilogi (læren om Kristi dualitet).

Kosmologi og soterilogi Gnostikernes idéverden skabte behov for at opdele verden (universet) i nogle filosofiske begreber. I deres kosmologi støder man på ordene:

Emanationer Emanationer - udstråling (Guds udstråling)

Æoner Æoner - Gudens udstrålinger, som betegner både tidsaldre og evige verdener samt de magter, der råder over disse. - Æonerne kaldes under ét "pleroma", som gerne oversættes med "fylde, fuldkommenhed, i den forstand, at der ikke mangler noget i fuldkommenheden", men kan også betegnes som "den åndelige verden".

Sophia Æon, som falder ud af pleroma og skaber følgende elementer: det pneumatiske element, der oversættes med noget i retning af "ånden"; det psykiske element lig med det sjælelige element og til sidst det hyliske element, som betyder materie.

Dualisme Derudover arbejder gnostikerne med begrebet "dualisme". som for mange mennesker har fået betydningen: modsatte begreber, som er adskilte. Den reelle betydning af dualismen er, at den opstår, når noget ikke er fuldkomment. Det illustreres udmærket i Thomasevangeliet:

"Hans disciple sagde: "Vis os det sted, hvor du er, for at vi må søge efter det!" Han sagde til dem:" Den, som har ører, skal høre! Der er lys i det indre af et lys-menneske, og det oplyser hele verden. Hvis det ikke lyser, er der mørke."

Dualismen skildres således ofte med begreberne lys og mørke: lys ==> gnosis => kundskab ==> visdom mørke => materie ==> uvidenhed => ondskab

Dualismen opstod på grund af Sophias fald = syndefaldet = adskillelse fra det større lys, der medfører delvis fravære af lys. Sagt på en anden måde er det, at når man kun har et begrænset antal liter olie til rådighed, så vil alle rummene ikke kunne blive opvarmet ordentligt i hele fyringssæsonen.

Processen er selvforstærkende, således at mørket vinder større indpas i skabelsen, hvorfor man må opnå gnosis for at kunne vende tilbage til ophavet.

Doketisk kristologi Gnostikerne havde en doketisk kristologi, som går ud på, at Kristus ikke havde et fysisk legeme, men et skinlegeme, og at det derfor var overleveringen gnosis, der havde betydning og ikke Kristi død og lidelse. Gnostikerne havde også en form for predestinationslære (skæbnelære), som sagde, at en skæbne var forudbestemt. Der må efter min opfattelse hér tænkes på muligheden for at opnå gnosis og derved vende tilbage til pleroma.

De ovenfor nævnte forskellige elementer blev også brugt til at klassificere menneskene og bestemme deres skæbne. Pneumatikerne var selvskrevne til at blive frelst, psykikerne (hvortil de kristne hørte) kunne vinde den frelsende kundskab, hylikerne (= materie) var lukket ude.

Denne inddeling tolker jeg som følger: Hylikerne er de væsner, som ikke har tro overhovedet, men som vi i dag kalder for materialister med alt, hvad deraf følger af negativt. I det øjeblik, de bliver troende (psykikere, kristne troende), får de muligheden for at vinde den frelsende kundskab, men den troende må udvikle sin ånd for at modtage denne kundskab. Dette arbejde medfører til sidst, at man bliver pneumati-ker og derfor kan modtage gnosis og vende tilbage til ophavet.

Allegoriens betydning Gnostikerne brugte den allegoriske fortolkning til at finde frem til den skjulte sandhed, som de gennem læren har fået overdraget fra Mesteren selv (læs: Jesus) gennem hans udvalgte disciple. Da gnostikerne var et litterært folkefærd, har de i skrift gjort rede for deres forståelse af kristendommen.

Gnostikerne mente, at de var de sande kristne, og at kirken bare ikke havde forstået skriftens sande indhold. For gnostikerne var den sande lære nedfældet i skriften og den apostolske tradition. Dette sammen med deres læretradition gjorde derfor, at de måtte give en autentisk udlægning af og vise, hvor den sande tradition fandtes. De var de første til at skrive kommentarer til skriften:

"Skriften åbnede sig kun for en pneumatisk eksegese (åndelig fortolkning), som alene pneumatikeren kunne udøve."

Gennem den allegoriske metode fandt de hele deres opfattelse i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Især skabelsen havde en meget stor betydning for gnostikerne, for det var her, den egentlige adskillelse fra kirken opstod. Kirken og gnostikernes opfattelse var meget ens i det første og i det andet århundrede. Det egentlig stridsspørgsmål beroede på den politiske magtkamp.

Gnostikernes egen udlægning af deres kosmologi og soterilogi Fundamentet hos gnostikerne var deres kosmologi og soterilogi, som jeg her vil citere for at give læseren indblik i gnostikernes tankeverden:

Kosmologi Aktualiteten var den Højeste Gud fuldkommen og god "Ved emanationer fra den guddommelige væren opstod en himmelsk lysverden "pleroma" (åndelig verden), hvis lysæoner levede kærlighedens fuldkomne liv. Den sidst emanerede lysæon, der gerne kaldes Sophia (visdom), brød imidlertid ud af den guddommelige harmoni og blev som følge deraf stødt ud i mørket. Her fødte hun i sin fortvivlelse og længsel efter det guddommelige de pneumatiske, psykiske og hyliske elementer. Af det sjælelige stof opstod den jødiske skabergud og hans engle, der af materien skabte det synlige univers og mennesket. Men også det pneumatiske eller guddommelige lysstof var - skaberguden uafvidende - blevet plantet i verden. Da Jahve og hans engleskarer blev klar over dette, efterstræbte de de mennesker, der besad det pneumatiske element, for at kunne bemægtige sig det.

Soterilogi Da pneumatikerne i denne kamp var ved at gå tilgrunde, sendte den Højeste Gud i sin barmhjertighed Kristus, der var de himmelske lysæoners fuldkomne frembringelse. Han tog bolig i mennesket Jesus og åbenbarede den sande erkendelse, der skænkede dem indsigt om deres himmelske oprindelse og belærte dem om vejen tilbage til den guddommelige "pleroma". Inden Kristus vendte tilbage til lysverden, betroede han nogle udvalgte blandt sine disciple den sande "gnosis". Den skulle de forkynde, så alle pneumatikerne kunne blive vakt til forståelse af deres sande jeg og blive frelst. Først da var Kristi frelsergerning bragt til afslutning, når det pneumatiske var blevet forløst fra det hyliske og psykiske omklamring og havde fundet sin plads i den guddommelige pleroma. Dermed var den guddommelige harmoni blevet genoprettet - alt andet blev opløst i intetheden.”

Diskussion over kosmologien og soterilogien Gnostikernes opfattelse og filosofiske tolkning har hele sit udspring i denne kosmologi og soterilogi. På den baggrund kan man bedre forstå deres måde at tolke Jesu fødsel, dåb, liv og død samt opstandelse.

Kosmologi Det er helt klart, at gnostikernes tolkning af skabelsen og af Jesu virke har sat sindene i kog hos de mere dogmatiske kirkefædre. Da jeg første gang læste skabelsesberetningen, mindede den mig om den jødiske mysterietradition, også kaldet "Kabbalah", som har eksisteret fra ca. år 100 f.v.t.

Den ortodokse (dogmatiske) fortolkning af skabelsen går ikke så godt i spand med gnostikernes, fordi disse har en Højeste Gud og en skabergud, der er den jødiske gud. Det skaber for dogmatikeren problemer med monoteismen, for dogmatikeren bekender sig til følgende trosbekendelse: "Jeg tror på en Gud,'den almægtige fader, himlens og jordens skaber." Der er forskere, der ligefrem mener," at denne trosbekendelse oprindeligt blev formuleret på foranledning af Marcion for at holde ham og hans tilhængere ude fra kirken.
Marcion havde netop lagt vægten på uoverensstemmelserne mellem jødernes gud med retfærdighed og straf og Jesu budskab om den tilgivende og kærlige Gud.

Vi ved, at den Højeste Gud skabte pleroma. Lad os se på, hvordan skaberguden blev til, for bedre at forstå Marcions tolkning.

Valentinus fortæller i en myte om, da altets moder (Sophia) skabte verden gennem sine lidelser:

"Således opstod Jorden af hendes uro, vand af hendes rædsel, luft af fortætningen af hendes smerte, mens ilden .... var indeholdt i alle disse elementer, ligesom uvidenhed lå skjult i disse tre lidelser."

Har man lidt kendskab til jødernes guds navn, ved man, at det skrives IHVH. Jøderne tillægger bogstaverne følgende elementer:

I = jord ; H = vand ; V = luft ; det sidste H = ild

Oprindeligt blev det kun skrevet IHV, hvor H = vand og ild.

Man aner, at gnostikerne har fat i den rigtige ende - set med en mystikers øjne - hvad angår, hvem den virkelige skaber er. I bibelens skabelsesberetning ligner skaberen et dualt væsen og dermed et timeligt væsen, hvori det gode er tilstede sammen med det onde. Det vil sige, at der er træk i ham, som tildeles. Satan; dette minder mig om bibelens Lucifer, der som en falden engel er Satan. Lucifer betyder lysbringeren, og Satan betyder mørket, forandringen, timeligheden. Disse to personer går op i en højere enhed i IHV, hvilket kunne give et spor af eller en idé om, at gnostikerne har ret i deres fortolkning af skabelsesberetningen.

Sammenfatning af kosmologien Trosbekendelsen har hermed afstukket linjerne for troens udvikling, men ingen ved, om den også er sand. Umiddelbart må jeg konkludere, at divergenserne i kristendommen var af politisk art, hvilket man kan se af kirkens senere integration af munkesamfund med førende kristne mystikere, som ligner gnostikerne utrolig meget i deres beskrivelse af deres “gnosis".

Soterilogi Ser man bort fra, om Guden var delt i et højere og et lavere væsen, kommer man i vanskeligheder, fordi Kristus ifølge gnostikernes soterilogi skulle komme fra en af de højeste æoner og være en fuldkommen frembringelse, der nedsteg til timelighedens verden for at lade dem "høre", som kan "høre". Han bar faderens navn:

"Sønnen er hans navn. Han har således ikke skjult ham i det hemmelige, men sønnen var til, og han gav navnet til ham alene. Således er navnet faderens, ligesom faderens navn er sønnens ...."

Kristi opgave er at føre hele æonen tilbage til pleroma og dermed befri menneskesjælene fra materiens fangenskab, således at de kan vende tilbage til åndeverden.

Det at blive frelst består altså i, at sjælen (dvs. også IHV og hans skabelse) renses og derefter opstiger til det guddommelige, hvoraf det er udsprunget.

Her er der kun den uoverensstemmelse mellem gnostikerne og kirken, at hos gnostikerne er det kun pneumatikerne, der kan "høre". Det vil sige, at for dem er budskabet det vigtigste, fordi det fortæller om "gnosis". Derimod havde kirken, som ville organisere sig, brug for Jesu lidelse som det væsentlige ved Kristi tilsynekomst på Jorden. Men selv IHV hørte Jesu budskab, og derfor blev der skabt en vej for æonens opstigning til lysets verden. Kirken har brug for Jesu lidelse på korset; det er den nødt til, fordi den kun anerkender IHV som den "højeste gud".

Opstandelsen Dette fører os videre til korsfæstelsen og opstandelsen samt til problemet om, hvad Jesus Kristus er/var.

Kirken er helt klar i sin betragtning: Jesus var et menneske, som var undfanget af Gud og derfor Guds søn, som led på korset .og opstod tre dage efter.

Gnostikerne derimod svinger lidt, men den mest almindelige fortolkning er den, at Kristus nedsteg fra faderen som den fuldkomne søn, inkarneret som Jesus» og levede til sin korsfæstelse, hvorefter han opsteg til faderen.

Kirken hæftede sig så kraftigt ved Jesu død, at det blev til sønnens død, hvorimod gnostikerne siger, at legemet blev dræbt, men at sønnen.er evig. Legemet kan for gnostikerne sammenlignes med det tøj, som mennesket bærer. For" gnostikerne er Kristus et åndevæsen, der aldrig kan ødelægges, men som består evigt, og uden menneskeligt legeme; det, man så, var et skinlegeme. Denne overbevisning kaldes doketisk kristologi. Hele vægten lægges på Kristi oplysningsværk. Man kan således se, at kirken har brug for eller kun kan se den jordiske Jesu liv og død på korset. For gnostikerne er budskabet jf. ovenfor absolut det vigtigste.

Kigger man videre på opstandelsen, forstår man, at Jesus må være mere i retning af det, som gnostikerne siger. Dét passer nemlig bedre ind i det budskab, som alle kan opfatte: kærlighedens budskab. For bliver man åndelig, vil lidelsen ikke være lidelse for mennesket, for da erkender man, at legemet er en illusion som resten af verden.

Jesu opstandelse giver problemer på begge fronter; i bibelen er der modstridende oplysninger, som be-eller afkræfter, om Jesus viste sig for apostlene i et fysisk legeme eller i et åndeligt legeme, som muligvis kunne fortætte sig, således at man oplevede legemet som værende fysisk. Da disciplene spørger Jesus, mens han stadigvæk lever, om, hvornår han vil åbenbare sig for dem, svarer han:

"Når I tager jeres tøj af uden at skamme jer og tager jeres klæder af og lægger dem under jeres fødder ligesom de små børn og træder på dem, da sønnen af den levende, og I skal ikke frygte."

Dette må jeg tolke som "ånd kan kun se ånd" jf. ovenfor; det er derfor, pneumatikeren er den eneste, der kan frelses.I Philipsevangeliet siges der om Kristus:

"Han overraskede dem alle, for han viste sig ikke, sådan han var, men sådan som kunne se ham. Han åbenbarede sig for for de store som stor for de små som lille."

Dette tema beskrives i Johannes' apokryfen og i Johannes' gerninger. Det overbeviste Johannes om, at hans natur er åndelig og ikke fysisk. - Selv i bibelen møder vi det åndelige væsen, hvor Maria Magdalene ser Jesus, men ikke må røre ham, samt i bibelen, hvor Jesus går med to af sine disciple, uden at de genkender ham, før de skal spise, og han velsigner brødet, hvorefter han forsvinder for øjnene af dem.

Sammenfatning Man må nu nok lade spørgsmålet om, hvorvidt Jesus er et fysisk eller et åndeligt væsen, stå åbent; min egen holdning til Jesu legemeliggørelse er imidlertid, at han må være åndelig og kunne manifistere sig ligesom englene uden et fysisk legeme, for det giver hans budskab endnu større mening.

Jesu mål Vi er nået til målet for Jesu opgave gennem døden på korset og det, der fulgte. Havde Jesus da ikke sagt, at han ville ødelægge templet, som det skete, da han døde? Dette siges kort i bibelen og tillægges ikke større værdi end, at Gud straffede mennesket for dets ulydighed. Men i Philipsevangeliet bliver der på en meget smuk og på en særdeles symbolsk måde fortalt om, hvad der skete:

"The rendering of the veil is made the basis of theological interpretation: it symbolises the free and unhindred access to God achieved for all through the death of Christ."21)

Det vil sige, at for gnostikerne bygger Kristus bro fra pleroma til den faldne æon Sophia og får vendt IHV, således at han også arbejder med på at få hele æonen med tilbage til pleroma.

Sammenfatning De grundlæggende tanker og begreber, som gnostikerne havde, var på mange områder fælles med kirkens tanker, men efterhånden, som kirken blev en institution, opstod uenigheden. De gnostiske begreber, som blev anfægtet af kirken, er nævnt i det følgende: dualitets-begrebet, som især viser sig gennem gnosticismens skabelsesberetning og dens fortolkning samt dens brug af begreberne lys og mørke.

Men kigger man rundt i verden, opdager man, at den faldne verden ikke er fuldkommen. Derfor må der være modsætninger tilstede for at skabe udvikling. Denne udvikling anskueliggøres af gnostikerne ved, at der findes tre elementer, hvoraf ilden er en del.

Elementerne er det pneumatiske og det psykiske samt det hyliske; de repræsenterer en udviklingsform, hvor hylikeren udvikler sig til psykiker, som så har mulighed for at udvikle sig til pneumatiker, som er den eneste, der kan modtage gnosis.

Når "gnosis" er opnået, er der kun selve opstigningen tilbage, men den kommer kun til veje ved faderens hånd. Derfor lægger gnostikerne så stor vægt på Jesu egentlige opgave at oplyse om vejen tilbage til faderen; men når al pneumaen er tilbage hos faderen, vil resten forsvinde ud i intetheden, hvilket igen viser, at det egentlige princip er pneumaen udgående fra den Højeste Gud.

Det store værktøj, gnostikerne bruger, og som bibelens Jesus siger, at de skal bruge, fordi de har modtaget mysterierne, så at de kan "høre" budskabet i lignelserne, er den allegoriske metode med pneumatisk eksegese som indfaldsvinkel på allegorien.

Dette faktum er med til at give gnostikerne helt andre tolkninger af kirkens bøger end kirken, hvilket måtte provokere kirken til en reaktion på dette dilemma. Derimod brugte gnostikerne, når de selv skrev, allegorier, som skulle tolkes åndeligt; derfor havde man brug for gnosis til at forstå indholdet korrekt.

Rosenkors-Ordenen trækker på gnosis kilden, som mange af de gnostiske retninger også brugte meget aktivt. Den næste note om emnet handler om gnostisk erkendelse og fuldkommenhed. Der er skrevet flere noter om Gnosis her på vores blog och på FB. Dem finder du på vores websider. www.amorc.dk www.amorc.se og www.amorc.no

Frater Benefactor